HF-enkeltfag løfter voksne til nye karrierer
På Randers HF & VUC kan man som voksen læse HF-enkeltfag og håndplukke netop de fag, der skal til for at komme ind på en bestemt videregående uddannelse. For Karina Byriel og Stina Engelsbæk-Johansen baner det vejen til at få opfyldt deres drømme om at uddanne sig til pædagog og ergoterapeut
Stina Engelsbæk-Johansen er 32 år og har de seneste år arbejdet på kontor, men nu har hun fundet ud af, at hun vil søge ind på uddannelsen som ergoterapeut.
”Jeg har brug for at komme ud at mærke mennesker på en anden måde, så jeg har fundet ud af, at jeg vil være ergoterapeut, men uddannelsen kræver nogle bestemte gymnasiale fag, som jeg ikke har. Derfor har jeg valgt en studiepakke med netop de fag her på HF-enkeltfag, så jeg kan åbne op for adgangen til min drømmeuddannelse. På den ene side fortryder jeg, at jeg aldrig fik taget en gymnasial uddannelse som ung, og på den anden side er jeg bare så glad for at tage HF-enkeltfag nu, for jeg får meget mere ud af det som voksen.”
Ved siden af hende sidder Karina Byriel og nikker. Hun er 33 år og kan fortælle en lignende historie om at ville skifte retning.
”Jeg er uddannet i butik og har også siddet på kontor, men kunne mærke, at der skulle ske noget andet. Jeg elsker børn og vil rigtigt gerne være pædagog.”
Hun er derfor også i gang med en studiepakke på HF-enkeltfag med netop de fire fag, som er adgangskravet for at kunne søge ind på pædagoguddannelsen.
”Jeg er meget mere motiveret nu for at tage gymnasiale fag, end jeg nogensinde har været. Nu ved jeg, hvad jeg vil, og hvad jeg skal bruge fagene til, og jeg er mere moden. Tidligere var jeg meget skoletræt, men her på HF-enkeltfag har jeg fundet ud af, at jeg faktisk godt kan finde ud af at gå i skole, og jeg er vildt glad for det.”
Hun har udfordringer med ordblindhed, og på den front har hun tidligere bare fået at vide, at hun skulle tage sig sammen.
”Men her på Randers HF & VUC har jeg fået hjælpemidler, og lærerne tager hånd om os og støtter, hvor der er behov. Skolen gør en imponerende stor indsats for at hjælpe os elever. Nu elsker jeg studielivet. Det er dejligt at bruge hovedet og få ny viden. Jeg føler mig så tryg ved lærerne her, og vores klasse er sindssygt god. Vi er mellem 17 og 60 år gamle og har et virkelig godt sammenhold.”
Det er Stina Engelsbæk-Johansen enig i.
”Der er et fantastisk fællesskab, og vi kan virkelig få nogle gode diskussioner i klassen. Vi er et hold, der står sammen og supplerer hinanden rigtigt godt. Der er ikke nogen, der dømmer hinanden, så der er plads til at lære og lytte. Jeg har en helt anden livserfaring nu, end da jeg var yngre, og det betyder, at jeg kan relatere til undervisningen på en anden måde og få mere ud af det og dermed også få et bedre eksamensresultat.”
Næste år ved denne tid er de to kvinder efter planen i gang med at læse videre til pædagog og ergoterapeut, og hvis planerne ændrer sig i mellemtiden, kan de altid bygge flere fag oven på deres studiepakke.
”Hvis vi vil, kan vi jo altid supplere op med flere fag og tage en hel studentereksamen. Den her studiepakke på HF-enkeltfag kan jo også danne base for den gymnasiale uddannelse, jeg aldrig fik taget,” smiler Stina Engelsbæk-Johansen.
Overvejer du at læse videre, så ring til studievejledningen på 87117700 og hør, hvordan vi kan sætte et forløb sammen, så vi tager højde for din situation og sikrer, at du kan nå din drøm.