VUC rykker ud på arbejdspladsen
I 10 uger har Michael Jensen og Karsten Thygesen haft ordblindeundervisning som en del af deres faste arbejdsrytme hos VAM. ”Det er fint nok i de kolde måneder, men på sådan en solskinsdag kan man godt sidde og tænke på alt det, man kunne have nået” griner Michael Jensen. VAM udfører entreprenørarbejde, men det er ikke for at slippe for det hårde arbejde, at Karsten og Michael er sprunget på undervisningen. Nærmere tværtimod.
Karsten og Michael nikker genkendende til hinandens historier, når de fortæller om de oplevelser, de tidligere har haft med skoleverden. De mange erfaringer med at blive fejlvurderet som ugidelige eller dumme gør, at der er en barriere, som skal overvindes, inden man kaster sig ud i undervisning igen. Karsten Thygesen fortæller, at han til en vis grad skulle overtales i begyndelsen, men at han til gengæld nu oplever en stor interesse fra sine kollegaer, når han fortæller, at han får undervisning hver fredag. ”Det skulle jeg da også have været med på!” lyder det som oftest. Både Karsten og Michael er overbeviste om, at den store succes i særlig grad skyldes to ting: At undervisningen foregår ude på arbejdspladsen, og at de ikke er ret mange på holdet. ”Jeg var hoppet fra, hvis vi skulle have været tilbage på skolebænken. Så havde der været for mange grænser at overvinde” fastslår Michael Jensen. Undervisningen har foregået i kendte rammer i et af arbejdspladsens egne mødelokaler, hvilket har givet stor frihed i både tilrettelæggelsen og omgangstonen.
Øget læselyst og styrket arbejdsfællesskab
Karsten Thygesen fortæller, at han både er begyndt at læse mere og høre – især historiske – podcasts efter forløbet. Undervisningen har bl.a. bestået i at lære konkrete strategier til at gennemskue stavemåder, og da snakken falder på punktummer ”Ja, jeg forstod ikke, hvad de prikker skulle til for. Så læste læreren højt, hvordan en tekst uden punktummer lyder. Så kunne jeg godt se meningen” siger Karsten Thygesen. De oplever således, at de konkrete læse- og skrivestrategier - foruden en række elektroniske hjælpeværktøjer, de er blevet præsenteret for – er anvendelsesorienteret både i privaten og i arbejdsregi.
Derudover har holdet fået et arbejdsfællesskab ved at opleve, hvordan de hver især har styrker og svagheder, de kan støtte hinanden i. Det er i det hele taget et par meget begejstrede mænd, der har både ros til lærerens blik for den enkelte og også for arbejdspladsens prioritering. ”Der har været opbakning hele vejen igennem. Det kan man godt være stolt af, når man kommer omkring!” fortæller Michael Jensen.
Overvejer du om ordblindeundervisning også kunne være interessant for din virksomhed og medarbejdere, så ring til Henrik Hassinggaard på 25427464 og hør mere om mulighederne.